Forsøg med såning af løvtræ i skovkulturer på Løvenborg skovdistrikt

Af skovrider Ole Pedersen (Skovrider Ole Pedersen A/S) og Palle Madsen (Skov & Landskab). Artiklen er bragt i Skoven, september 2004.


Metodeudvikling er en besværlig sag, hvilket såningsforsøg på Løvenborg Skovdistrikt bekræfter. Vi er endnu ikke i den situation, hvor det er muligt at komme med en ”kogebogsløsning” på, hvorledes såning kan lede til gode og sikre resultater i skovkulturer på gode jorde. Forsøgsresultaterne er – sædvanen tro – ikke entydige, og viser, at vi fortsat har et udviklingsarbejde foran os. Artiklen redegør for dette og omhandler såning af eg, bøg, ask og fuglekirsebær.

Introduktion
Valget af lokalitet og træart er afgørende for resultatet af en såning. Denne artikel beskriver forsøg, som vi har gennemført på Løvenborg Skovdistrikt i Vestsjælland med såning i efteråret 2000 og seneste opgørelse i efteråret 2003.

For den travle læser starter vi med konklusioner og praktiske anbefalinger. Resultaterne fra disse forsøg med såning af især bøg og eg på stormfaldsarealer på god jord efter gran har bestemt ikke været opmuntrende, og vi må umiddelbart advare mod at bruge metoden på den slags arealer, uden først at gøre sig de værste hindringer for succes klart. Det ser først og fremmest ud til at være mus og måske også fugle, som har været på spil i vore forsøg. Dernæst skal det også understreges, at jordbearbejdningen i efterårsvåd jord gav et meget dårligt såbed, som måske især bøgen har lidt under. Det skal også tilføjes, at bogen nok burde have været dækket bedre ved såningen, for derved at skjule den for især fugle. Mus kan naturligvis bekæmpes, men det er en løsning, som efterhånden ligger fjernere og fjernere for mange skovdyrkere.

Når det er sagt skal det også understreges, at tilsvarende såningsmetoder og frø fra samme frøparti har været anvendt i andre forsøg på andre lokaliteter samme vinter og forår, og her er der høstet både gode og dårlige erfaringer.

Vore umiddelbare råd til den skovdyrker, som på trods af disse resultater gerne vil prøve kræfter med såning af eg, bøg og ask i skovkultur på god jord skal være:

1. Sørg for at frøet dækkes passende (bøg 1-2 cm, eg 5-10 cm).
2. Overlad helst forbehandling og vinteropbevaring af frø til professionelle.
3. Prøv at så agern i direkte forlængelse af indsamlingen af olden i efteråret, dvs. i oktober – ellers vent til foråret det følgende år.
4. Så eg på arealer, der er så bare som muligt – der skal være færrest mulige skjul for musene.
5. Så ikke bøg på større blottede flader, men helst under skærm, hvor bundfloraen er under kontrol.
6. Såbedstilberedningen skal ske, når jorden er bekvem – dvs. ikke for våd.
7. Ask kræver tilsyneladende beskyttede forhold fri for græs.
8. Undlad at så kirsebær, plant i stedet.

Disse råd er ikke kun funderet i videnskabelige resultater, men de er vort bedste bud med baggrund i en del års erfaringer med såning på mange lokaliteter, hvoraf flere vil blive beskrevet i kommende artikler om såning. Vi kan kun opfordre til at få disse råd yderligere afprøvet.

Generelt drejer det sig ved egesåning om, at arealet som udgangspunkt er så bart som muligt, for derved at minimere musenes muligheder for at opnå skjul. Det er givetvis også samme mekanisme, der er baggrunden for at egesåning på bar landbrugsjord må anses for at være en sikker metode – naturligvis forudsat, at frøet er i orden, og at der ikke sker andre elementære fejl undervejs.

Som et sideresultat viser forsøget, at på små arealer med mange forskellige gode frøkilder omkring, kan man få gode resultater med naturlig tilgroning. I vore tilfælde var der både hegnet og frembragt en del blottet mineraljord ved jordbearbejdning.

Hvorfor er såning interessant?
Med skovbrugets tiltagende økonomiske krise stiger interessen for at skære ned på kulturomkostningerne. Generelt er såning et spændende alternativ til plantning, da metoden bl.a. kan give høje plantetal til lave omkostninger – hvis kulturerne lykkes! De høje plantetal kan bl.a. sikre, at også fremtidens bevoksninger kan producere træ af god kvalitet samtidig med, at såede og selvsåede planter generelt udvikler naturlige og velformede rodsystemer, hvis de er sået i et godt såbed med mineraljord. Dette er som bekendt ikke altid givet med plantede planter.

Planterne skal ved såning gennemleve de mest følsomme stadier i udviklingen (frø, fremspiring, kimplante) på kulturarealet. Madsen og Madsen (2000) peger på, at såning på arealer med svag ukrudtsvegetation forekommer lovende – måske især på grund af, at agern og bog i høj grad er udsat for angreb af frøædende mus, som nyder godt af den dækning, som vegetationen giver dem. Det vil især sige halsbåndsmus, rødmus og skovmus; men ikke markmus, idet de ikke æder frø. Ligeledes kan såvel ukrudtskonkurrencen som andre skadevoldere (fugle, vildt og svampeangreb) også spille en rolle på forskellige tidspunkter af frøets og planternes udviklingstrin.

Udvikling af kulturmetoder
Forsøgene på Løvenborg Skovdistrikt blev anlagt som en del af et samlet udviklingsarbejde med såning på en række forskellige lokalitetstyper. Såningsprojekterne blev støttet af Skov & Naturstyrelsens ordning for ”Praksisnære forsøg”. Forud var der siden midten af 1990’erne anlagt en lang række mindre pilotforsøg på mange lokaliteter over hele landet. Pilotforsøgene og enkelte praktiske erfaringer med såning havde givet mange erfaringer, og nu skulle såningerne udvikles til praktisk brug.

Vi forventede, at kunne løse de velkendte problemer med mus, ukrudt samt passende ophævelse af frøhvilen. De vigtigste arter i såningsforsøgene var eg og bøg, mens ask og fuglekirsebær indgik med mindre vægt. Vore væsentligste hypoteser for forsøgene på Løvenborg var at:

  • museproblemerne skulle imødegås ved at så i et efterår, hvor det var oldenår; dvs. vi forventede, at musene derved ville have rigelige mængder af alternativ føde, så de ville lade det såede bog og agern i fred

  • efterårs- og vintersåning skulle gøre opbevaring og forbehandling af agern og bog overflødig og dermed billigere, ligesom den del af forbehandlingen af aske- og fuglekirsebærfrøet, som omfatter kuldebehandling, ville ske naturligt på kulturarealet

  • efterårs- og vintersåningen skulle sikre, at planterne spirede frem så tidligt, at de ville få en lang 1. vækstsæson, så de kunne rustes godt til at klare ukrudtskonkurrencen.

Der blev endvidere afprøvet en række forskellige redskaber og metoder til såning, ligesom relationerne mellem musebestandens størrelse på de enkelte kulturarealer og etableringssuccessen blev undersøgt ved hjælp af fældefangst. Desuden blev der opsat siddepinde til rovfuglene og uglekasser med henblik på imødegå museproblemet. Undersøgelserne vedrørende mus og afprøvningen af forskellige såningsredskaber og -metoder vil blive beskrevet i kommende artikler, hvor resultater fra flere lokaliteter inddrages.

Forsøg på renafdrift
Hovedforsøgene blev gennemført på fire stormfaldsarealer efter rødgran fra 1999-orkanen – i alt ca. 10ha. Tre arealer blev hegnet mod hjortevildt, mens et areal hvor agern blev stiksået i kvas ikke blev hegnet. Størstedelen af såningen blev foretaget i december 2000 - to arealer blev tilsået med bøg, ask og fuglekirsebær, mens de to øvrige arealer blev sået med eg. Arealerne var forinden blevet ryddet for væltet træ i sommeren 2000 og siden blev der i oktober 2000 pladsryddet med en Treefarmer under ret fugtige forhold. Kvasbunkerne blev afbrændt i juni 2001. Der er ikke på noget tidspunkt sprøjtet med herbicider eller andet på forsøgsarealerne.

Såbedet blev i november 2000 etableret i hovedforsøgene (på renafdrift) ved hjælp af stribebearbejdning med en ASM kulturplov forsynet med grubbertand. Efterfølgende måtte vi desværre konstatere, at jorden nok havde været for fugtig på tidspunktet for jordbearbejdningen med strukturskader og tilsyneladende dårlig udluftning i jorden til følge. I mange tilfælde er der kommet lysesiv, star og mosebunke i striberne, ligesom en del af de fremspirede planter, såede såvel som selvsåede, så gule og mistrivelige ud.

2000 var oldenår i både eg og bøg, og der blev for disse to arter anvendt frisk frø til såningen. Såningen af ask og fuglekirsebær blev kun foretaget i enkelte rækker på to af arealerne. Frøet havde været under forbehandling siden august 2000 – først med en indledende varmebehandling (20 C) og dernæst efterfulgt af en kuldebehandling. Aske- og kirsebærfrøet var dermed under kuldebehandling, opblandet i sand/spagnum, da det blev sået.

Der blev medio december 2000 sået 10 bog pr. m (spire% 87), 10 ask pr. m (Vitalitet 81%) og 6 kirsebærsten pr. m (Vitalitet 70%), svarende til ca. 67.000 bog og ask pr. ha (17 kg bog og 5 kg ask) og 40.000 kirsebærsten pr. ha (8 kg) med rækkeafstand 1,5 m. Bogen blev bredsået i striberne og blev kun dækket i det omfang de blev trådt ned i det nogenlunde nybearbejdede såbed. Ask og kirsebær blev sået opblandet i forbehandlingsmediet (sand/spagnum) og trådt ned i såbedet.

I det ene egeforsøg blev der i november 2000 sået 4 agern pr. m (spire% 41) i de mineraljordsblottede striber, svarende til ca. 27.000 agern (70 kg/ha) hvoraf kun 11.100 iflg. spiretesten var spiredygtige. Efter bredsåning i striberne blev agern efterfølgende tildækket ved hjælp af en Lindenborg harve, som blev trukket på langs af striberne. Dette er kun en mulig teknik for eg, men ikke for andre almindelige danske skovtræarter, fordi eg kan spire frem gennem et relativt tykt dæklag (op til 10-15 cm). Dæklaget skal dog helst kun være 5-10 cm. I det andet egeforsøg, blev agern sået ved stiksåning med afkortet drænspade, idet størstedelen af arealet forblev ikke-ryddet – en form for ”kvassåning”.

Hjælpetræer – birk og poppel
Madsen og Madsen (2000) pegede på hjælpetræer som en interessant metode til hurtigt og billigt at etablere en skovtilstand på renafdrifter og på landbrugsjord for derved at opnå gunstige kår for foryngelsen. Derfor blev det besluttet at prioritere afprøvningen af såvel to hjælpetræarter (balsampoppel OP42, og birk) som forskellige planteafstande (1,5x1,5m; 3x3m; 6x6 m). For birkens vedkommende blev den etableret ved hjælp af både såning og plantning (1/0+), mens poplerne alle blev etableret ved stikning af stiklinger (15 cm lange; diam. 4-8 mm).

På nuværende tidspunkt er vi i 4. vækstsæson efter forsøgene blev etableret, og vi går ud fra, at hjælpetræerne endnu ikke har haft nogen synlig eller målbar effekt på forsøgsresultaterne. Hensigten med hjælpetræforsøgene var ikke blot at undersøge deres effekt som ammetræer, men så vidt muligt også vende tilbage med nye etableringsforsøg under disse kommende forkulturer.

Etableringen af forkulturerne er imidlertid ikke lykkes særligt godt; kun de plantede birk har efter 3. vækstsæson etableret sig nogenlunde tilfredsstillende (etablering 77%), mens poplerne på trods af en tilsyneladende fin 1. vækstsæson kun har en etablering på kun 15% efter tre år, uden at vi kan forklare hvorfor. Planterne og stiklingerne blev plantet i foråret 2001, mens birkesåningen skete i januar 2001. Birkefrøet blev opblandet i en spagnum/sand blanding og sået i punkter (20 frø pr. punkt) ovenpå den jorden. Både plantning og såning af hjælpetræer skete i forbandt uafhængig af de bearbejdede striber for såning af hovedtræarterne.

Forsøg under skærm
På tre af arealerne stod der ved forsøgets start endnu rester tilbage af de gamle rødgran bevoksninger. Under disse skærme blev der gennemført en række supplerende forsøg, hvor forskellige metoder til såning af bøg og eg under skærm med lette redskaber blev afprøvet:

1. Hestetrukken spaderulleharve efterfulgt af manuel såning af bøg i den blottede mineraljord uden systematisk oldendækning. Noget af frøet blev dog trådt ned i såbedet som følge af færdslen ved selve såningen, fig. 1.
2. Såning af eg efter hestetrukken spaderulleharve; dog med en forskel, at frøet blev dækket ved hjælp af fødderne under såningen, fig. 1.
3. Såning af eg ved hjælp af en lille én-akslet bæltetraktor med specialbygget såaggregat, hvorved agern blev sået i ca. 5-10 cm´s dybde, fig. 2.

Desuden blev der på et af arealerne sået en stor mængde askefrø (17 kg/ha – ca. 170.000 frø/ha), som var plukket på stedet og umiddelbart efter spredt på arealet med sået eg Såning af således ikke-forbehandlet askefrø forventede vi ikke ville give nogen fremspiring det følgende forår, men det næstfølgende forår forventede vi fremspiring, idet det fugtige askefrø kræver først en varm periode og siden en kuldebehandling, før det er spiredygtigt. Både varme- og kuldebehandlingen strækker sig over flere måneder.

Rødgranskærmene blev afviklet i januar 2001. Pladsrydning i ranker i april 2001 og afbrænding af disse i juni 2001. Der blev afsat felter uden pladsrydning for at undersøge effekten af denne på fremspiringen.

Resultater
Opgørelserne i forsøgene har både omfattet optællinger af såede, plantede (hjælpetræer) og selvsåede planter (naturlig foryngelse). Her vil kun blive vist resultater fra optællingerne i efteråret 2003, dvs. efter tre vækstsæsoner. Optællingerne er foretaget i faste prøveflader.

Sået eg
På renafdriften, hvor der blev sået i mineraljordsblottede striber og efterfølgende dækket med Lindenborg harve er der efter tre vækstsæsoner etableret 3.200 egeplanter pr. ha svarende til 29% etablering, hvilket ikke er helt tilfredsstillende. Tilmed kan der endnu ske en planteafgang som følge af f.eks. den kraftige vegetationskonkurrence på arealet. Etableringsprocenten defineres som antal etablerede planter i forhold til antallet af såede levende eller spiredygtigt frø.

Tilsvarende har ca. 2.700 ege etableret sig pr. ha, hvor der blev sået i riller efter hestetrukken spaderulleharve under skærm af gran, mens der på et andet areal, hvor der blev sået eg med en lille bæltetraktor med specialbygget såaggregat ikke har etableret sig nogen ege. Stiksåningen i det ikke kvasryddede areal er også total mislykket, hvilket ikke er overraskende, eftersom det hurtigt viste sig, at dette areal husede en stor musebestand, da der blev sået. Der var straks efter såning tydeligt, at agern blev gravet op umiddelbart efter.

Det er vores opfattelse, at resultaterne her mere afspejler betingelserne for såning på de enkelte arealer, end de afspejler forskellig etableringssikkerhed ved de forskellige såningsmetoder. Først og fremmest forekommer musebestanden på det enkelte areal at være den kritiske faktor. I et større forsøg på Gyllingnæs Skovdistrikt (samme år og samme frøparti) har det f.eks. vist sig, at såningerne efter hestetrukken spaderulleharve er mislykkedes totalt, mens såning med den lille bæltetraktor er gået fint i en udrangerede juletrækulturer under konvertering til skov. Disse forsøg vil blive beskrevet i kommende artikler.

Sået bøg, ask og fuglekirsebær
Resultaterne for disse arter har efter tre vækstsæsoner været meget nedslående – både på de stormfældede arealer og på de arealer, hvor der blev sået under skærm, som siden blev afviklet. Ud af rundt regnet 58.000 spiredygtige bog pr. ha er der på de to arealer kun kommet 3-400 bøgeplanter. Tilsvarende for sået ask og fuglekirsebær. Her var det ikke muligt at erkende striberne, som de blev sået i. På arealet, hvor der blev sået ikke-forbehandlet ask med rund hånd er der stort set heller ikke fremkommet planter. For disse arter er den lavere end 1%, hvilket naturligvis er en fiasko for såningen.

Naturlig foryngelse
Den naturlige foryngelse på arealerne blev også registreret ved opgørelserne (Tabel 1). Det ses, at der har indfundet sig træer og buske i meget forskelligt omfang på arealerne, og at på 5 ud af 7 arealer har der i gennemsnit indfundet sig betydelige plantetal – mere end 5.000 pr ha - , som bestemt har en skovdyrkningsmæssig værdi. Hvad der ikke umiddelbart fremgår af tabellen er, at der også indenfor disse arealer er en betydelig variation. Det er således langs kanten til nabobevoksninger, at de naturlige foryngelser slår an; dvs. indenfor ca. en træhøjde og dermed tæt på frøkilderne, og måske i ly af bevoksningskanten, hvor vækstvilkår for f.eks. små askeplanter er betydeligt bedre end ude på større og græsbundne flader.

Fremtiden
Såningsforsøgene på Løvenborg gav os ikke de klare og opmuntrende resultater, som kunne danne grundlag for nogenlunde sikre anbefalinger og beskrivelser af såningsmetoder til skovkulturer på gode jorder. Vi har dog ikke tabt modet, og hælder nu mere til forårssåning – herunder specielt sen forårssåning (medio-ult. maj) eller såning i juni. Derudover forekommer perspektiverne omkring billige, vildtvenlige og –robuste kulturmetoder, som indtil videre kun er under udvikling i St. Hjøllund Plantage (Madsen et al. 2003), at være så lovende, at de bør afprøves og udvikles under østdanske forhold.

Tabel 1. Selvsåede planter pr. ha på de forskellige forsøgsarealer. Andet løv er typisk birk, tjørn, røn, elm og hassel, mens andet nål er grandis, rødgran eller sitkagran. Bemærk, arealerne er hegnede og en del mineraljord er blottet efter stribepløjning og kvasrydning.

Afdeling Bøg Eg Ask Ær Andet løv Andet nål I alt
131 a   800 5900 700 2300 100 9800
131 b   300 200   1300 200 2000
131 c       500 5700 200 6400
138 a   700 1300 16300 2600 100 21000
138 b   300   800 500 6300 7900
156         500   500
186 5000     800 700 700 7200


Kilde
Madsen, P. & Madsen, E.M. 2000. Såning på stormfaldsarealer – et uprøvet alternativ? Skoven 32. 190-193.
Madsen, P., Madsen, T.L. & Olesen, C.R. 2003. Løvskov og god jagt for 1 krone per kvadratmeter. Skoven 35. 345-347.